top of page
553426271_4176564579255072_6655727604392954540_n.jpg

Eivor
Opdagelsesrejsende, spirituel psykolog og Shamanic Breathwork facilitator.

Jeg har erindringer fra før jeg blev født, fra førlivet, erindringer fra livmoderen, fra min fødsel ind i nuværende inkarnation og min allertidligste barndom samt selvfølgelig tiden efter. Disse erindringer er dukket op spontant og gennem forskellige former for regressionsterapi, hvor jeg også har oplevelser fra tidligere liv. Alle disse erfaringer fra min egen udviklings-/opdagelsesrejse med eller uden hjælp skaber for mig en dyb klangbund for min forståelse af os mennesker og de udfordringer, livets skole byder os.

  • Facebook
  • Instagram

Min historie

I starten havde jeg svært ved at forstå, hvad det var og hvad det betød - i mange år var jeg endda bange for at fortælle det til andre, bange for at jeg blev dømt som skør. Efterhånden som der dukker brikker op, får jeg samlet puslespillet og der begynder at danne sig et billede, der giver mening for mig.

​

Selv har jeg ikke valgt en nem tur i dette liv. Mit liv har fra første færd været udfordrende og jeg ved at dette var medvirkende til, at jeg som ung kvinde valgte at blive psykolog. Jeg har hele mit liv haft et stort behov for at forstå alting og søgt svar som en anden spørge-Jørgen.  Og, siden de unge år har jeg søgt svar på, hvordan et menneske bliver til og hvad der driver mennesker til at gøre, det de gør - også når de gør andre ondt. Jeg har altid haft et hjertefølt ønske om at hjælpe andre og måske navnlig mennesker som jeg selv, der ikke fra begyndelsen får lært at elske sig selv. Jeg fik ved fødslen vekslet min `Gudgivne Opholdstilladelse her til livet´, til en `Arbejdstilladelse´. Jeg havde i mange år af mit liv den selvopfattelse, at jeg kun var værdifuld i det omfang, jeg gjorde noget for andre. Jeg har siden healet mit indre lille barn og jeg har arbejdet med tilgivelse, ikke mindst med tilgivelse af mig selv, når selvkritikken og selvhadet har slået flammer. Stadig kan der være en tør plet her og der, som endnu trænger til omsorg og kærlig pleje. 

​

Det jeg bruger, når jeg hjælper andre på deres indre opdagelsesrejse, er de mange redskaber og metoder, psykologien, min egen opdagelsesrejse i livet og mine erfaringer som psykolog gennem 26 år, har givet mig. Jeg ender ofte med at kombinere flere metoder på nye måder - for eksempel når jeg arbejder med nervesystemet og behandler traumer kombinerer jeg Somatic Experiencing med healing andre gange healing med hypnoterapi. Jeg åbner mig egentlig blot, intuitivt lader jeg energierne arbejde igennem mig og metoderne eller kombinationen af metoder bliver givet i øjeblikket. Intuitivt i flow med den anden opstår magien og healing sker. Jeg elsker det - det er de øjeblikke af magi, der er ren lykke for mig.

​

Min indre verden er meget visuel, jeg får hele tiden billeder ind. Når jeg tænker over det, tror jeg, at mine tanker mere er billeder end ord. Det betyder, at jeg i mine samtaler og terapeutiske forløb ofte forklarer ting gennem billeder og metaforer, som er meget brugbare, anvendelige redskaber. Jeg føler, mærker også alt og alle omkring mig, hvilket jeg oplever som en kæmpe gave. Det hjælper mig de allerfleste gange til hurtigt at finde ind til hvad det enkelte menneske har behov for - hvordan jeg hjælper bedst.

​​

Mit liv har indtil nu været som en forgrenet flod, der har sine udspring flere forskellige steder i meget forskellige landskaber, der som et stort floddelta løber sammen i en stor brusende flod, hvor jeg nu er i mit liv. Jeg ved, uanset hvor svært og udfordrende noget af turen har været, har det alt sammen ført til, at jeg er netop her i dag og jeg ville ikke have været en eneste del foruden.

​

Jeg blev færdiguddannet som psykolog 1999 og jeg har haft egen psykologpraksis siden 2005 –  siden 2022 sammen med min mand, der også er psykolog. Den spirituelle side af mig var i starten, meget i baggrunden for mit virke, gradvist er den kommet mere og mere i forgrunden. Her i Gaiasalen er min psykologiske uddannelse mere i baggrunden og det spirituelle meget mere i forgrunden - jeg elsker den forvandling i mig. Faktisk som at komme hjem til mig selv og blive hel. Det, der for alvor satte turbo på det skifte, var da jeg i 2023 bliver certificeret facilitator af Shamanic Breathwork ved Venus Rising og Linda Star Wolf. I forbindelse med dette bliver jeg også ordineret Shamanic Minister ved Venus Rising og sommeren 2024 laver jeg min første Shamanic bryllupsceremoni. Det er i sandhed helt fantastisk at facilitere sådan en smuk kærlighedsceremoni for to mennesker, der elsker hinanden.

​

I januar 2024 faciliterer jeg Shamanic Breathwork første gang og det giver mig stadig gåsehud at tænke på den dag. Det står for mig som en helt særlig dag. De ritualer, jeg laver for mig selv den dag og de oplevelser jeg har før det hele går i gang, er som en initiering - ind i den lineage af shamaner som Linda Star Wolf efterfølger, deres traditioner og urgammel visdom. Den dag føler jeg en kæmpe hjerteåbning og en enorm kraft indtage min krop, ja hele mit felt. Det er så stort for mig og svært at beskrive med ord. Den oplevelse er blevet mit blueprint for min forberedelse med mig selv, hver gang jeg faciliterer ceremonier. Nogle af elementerne bruger jeg hver eneste dag i mit daglige virke.

​

Vores egne kreative kræfter og vores enorme indre kraft til selvhelbredelse samt den kraft der er i naturen, Moder Jord og hele den shamanistiske forståelse er for en stor del det, jeg sammen med de andre i teamet på mange ledder og kanter forener her i Gaiasalen. Jeg elsker at facilitere forskellige ceremonier heriblandt Shamanic Breathwork og cacao-ceremonier, hvilket vil være en stor del af det, jeg tilbyder. I alle mine år som psykolog har jeg arbejdet med stort set alle aspekter af livet, nærmest alle problemstillinger og udfordringer. Her i Gaiasalen er spiritualitet, det intuitive energiarbejde, andre dimensioner og frekvenser til det menneskelige i forgrunden med psykologien som min ballast.

​

Vores drøm, min drøm og tydelige vision er at Gaiasalen udvikler sig til et sted for udvikling og rekreation, en ny måde at tænke helbredelse og healing, en generindring af den enorme kraft, vi alle besidder i alle dele og dimensioner af vores væren til at helbrede os selv. Det resonerer dybt inde i mig, at skabe sådan et sted: Gaiasalen, hvor mennesker i nød, syge og andre der har behov for hjælp er velkomne. Her bliver du tilbudt hjælp til selvhjælp, guidet i samtaler, forskellige former for energiarbejde eller ceremonier, hvor du kan komme i kontakt med dine egne kreative evner til helbredelse og balance. Hvor vi alle i samklang med os selv og i naturen genfinder os selv og vores vej i livet.

 

Du er hjertelig velkommen i Gaiasalen.

 

Love, light and laughter, Eivor Angel Wolf

494820328_4121941978129695_3058931705730636105_n.jpg
bottom of page